Gode råd til at ansøge om erhvervspraktik
For at øge dine chancer for at få praktikpladsen du drømmer om til din erhvervspraktik, gælder det om at lave den bedste ansøgning du kan.
Herunder har vi lavet en guide til dig, med vores bedste råd til hvordan du får lavet en god ansøgning, uanset om det er på email, ved et opkald eller et uanmeldt besøg.
Skal jeg ansøge på email, telefon eller ved uanmeldt besøg?
Når en virksomhed opretter sig inde på Elevpraktik.dk, og laver et praktikopslag, så vælger de hvordan de helst vil kontaktes, om det er via en ansøgning over email, telefon eller ved et uanmeldt besøg.
Når du har fundet et praktikopslag, som du synes er spændende, kan du klikke på den røde "Ansøg" knap, for at se hvordan virksomheden har valgt, at de helst vil modtage ansøgninger. Det kan være der kun er en enkelt mulighed, typisk email, andre gange kan virksomhederne have angivet, at alle 3 muligheder er åbne.
Hvis du selv har fundet en virksomhed udenom Elevpraktik.dk, vil du selv skulle tage en beslutning om, hvordan du vil sende din ansøgning.
De virksomheder som foretrækker, at du kommer ud på et uanmeldt besøg, er typisk de der har en butik på en gågade. Nogle gange kan det også mekanikere eller lignende virksomheder, som også har åbne lokaler.
Ellers er det normalt email eller et opkald som virksomhederne foretrækker. Her kan det være en fordel at ansøge på den måde som du føler dig mest tryg ved. Så hvis du er god til at skrive og formulere dig på skrift, så send en ansøgning via email. Hvis du er energisk og god til at tale med folk, så kan det være bedre at ringe til virksomheden i første omgang.
Skriftlig ansøgning
Du kan lave en skriftlig ansøgning, enten via email eller ved at printe et stykke papir ud og aflevere det hos virksomheden. Uanset hvad, så skal du være opmærksom på både indholdet i din ansøgning, samt dit sprog.
Din ansøgning bør indeholde:
- Hvornår du skal i praktik. Hvis du er fleksibel og har en længere periode hvor du har mulighed for at komme i praktik, kan det øge dine chancer for at få praktikpladsen. Men typisk har man en bestemt uge fra skolen, og så er det jo bare sådan det er.
- Hvorfor du gerne vil i praktik ved virksomheden. Det er altid meget vigtigt for virksomheden, at høre hvorfor du synes det kunne være spændende at komme i praktik ved dem specifikt. Der er ingen virksomheder, som vil have en elev ud, som bare har valgt et tilfældigt sted, eller ikke rigtig gider. Så fortæl hvorfor du synes virksomheden er spændende, og hvorfor du gerne vil have praktikpladsen. Det er meget vigtigt.
- En kort beskrivelse af dig selv. Du behøver ikke lave et CV eller fortælle hele din livshistorie, men det er vigtigt for virksomheden at de får et lille indblik i hvad du er for en type person. Du kan f.eks. skrive hvad du laver i din fritid, hvad du interessere dig for eller hvad du overvejer at arbejde med i fremtiden. Det kan også være godt at nævne hvis du f.eks. er dygtig til at bruge en computer, til et håndværk, til at tale med folk, eller andet som kan være relevant for praktikpladsen.
Når du er færdig med at skrive ansøgningen, er det vigtigt at du tjekker den igennem for taste- og stavefejl, inden du sender den. Din grammatik behøver ikke at være til et fejlfrit 12-tal, men det er i hvert fald vigtigt, at der ikke er tydelige stavefejl eller lignende.
Det kan være en god ide at få en anden person til at læse din ansøgning igennem inden du sender den, da man nemt kan stirre sig blind på sin tekst og dermed overse ens fejl.
Ansøgning med et opkald
Inden du ringer til virksomheden kan det være en god ide at forberede dig lidt på samtalen, ligesom hvis du skulle skrive en ansøgning.
Hav f.eks. en lille pitch klar omkring hvorfor du gerne vil i praktik ved virksomheden, og hvornår du skal i praktik. Du kan læse punkterne ovenfor omkring den skriftlige ansøgning for lidt inspiration til, hvad virksomheden gerne vil høre.
Når du ringer, er der dog en ting, som er vigtigere, end hvad du siger: Dit toneleje. Det er meget vigtigt, at du ringer og lyder glad og taler højt, i stedet for at du lyder træt og stille. Så hvis du er træt eller er i et dårligt humør, kan det være bedre at vente med at ringe til virksomheden, til et senere tidspunkt hvor du er frisk igen.
Den første person du får fat i kan være receptionist eller en anden person i virksomheden som ikke bestemmer, om du må komme i praktik ved dem.
Du kan f.eks. starte med at sige noget i stil med følgende:
"Hej [virksomhedsnavn], Mit navn er [navn] jeg går på 8. årgang på [skolenavn]. Jeg ringer fordi jeg rigtig gerne vil i erhvervspraktik ved jer i uge [ugenummer]. Hvem skal jeg tale med, for at høre om det kan lade sig gøre?"
Derefter bliver du måske viderestillet til en anden person, eller det kan være personen der tog telefonen, siger at det er ham/hende, som du skal tale med.
Så kan det være du bliver stillet et par spørgsmål om dig selv, eller virksomheden spørger ind til hvad du gerne vil lave hos dem.
Det kan også være, at de siger de har for travlt, eller de har svært ved at det kan lade sig gøre af en anden årsag. Herefter gælder det om ikke bare at acceptere afvisningen med det samme og lægge på.
Du kan i stedet sagtens forsøge at argumentere for hvorfor du gerne vil i praktik hos virksomheden, eller på en anden måde komme med løsningsforslag til eventuelle problemer.
Så hvis virksomheden siger, at de ikke har tid til at sætte dig til noget, kan du måske sige at du ikke behøver så meget vejledning, men at du sagtens bare kan følge lidt med og ikke behøver blive underholdt hele tiden.
Eller på samme måde hvis de nævner andre problemer, kan du sagtens forsøge at argumentere lidt imod dem. Bare fordi ham/hende du snakker med protestere lidt til at starte med, betyder det ikke, at du ikke kan få praktikpladsen. Det er godt være lidt vedholdende.
Uanmeldt besøg
Hvis du kommer ud på et uanmeldt besøg hos virksomheden, kan du både vælge at have en skriftlig ansøgning med, eller bare spørge direkte om du kan få en praktikplads og fortælle lidt om dig selv, ligesom hvis det var en ansøgning via telefon.
Hvis det er en stor butik, såsom Matas kan det være, at butikschefen ikke er til stede, når du kommer. Så kan det måske være en god ide at have en skriftlig ansøgning med, som en af medarbejderne kan give til chefen. Men det kan også være at medarbejderne kan tage stilling til om du må, ellers kan du selvfølgelig bare komme tilbage en anden dag.
Ellers kan du med fordel læse afsnittet ovenfor om at ansøge ved at ringe, hvor de samme principper gælder, når du møder op.
Det imponerer ofte virksomheden lidt mere, når du møder op fysisk. Det viser både, at du er ekstra motiveret for at få praktikpladsen, og giver samtidigt et førstehåndsindtryk af dig så virksomheden bliver mere tryg ved at have dig i praktik.
Så hvis du har muligheden, og virksomheden eksempelvis har en butik som alligevel er åben, kan det øge dine chancer for at få praktikpladsen, hvis du møder fysisk op.
Hvad hvis jeg ikke får svar fra virksomheden?
Hvis ikke du har fået svar fra virksomheden indenfor en uges tid, er chancen for at du får svar ikke så stor. Derfor gælder det bare om at rykke i virksomheden, og sende dem en ny mail eller ringe til dem igen, hvis du ikke hører fra dem.
Selvom du ikke har fået et svar, betyder det ikke nødvendigvis at virksomheden ikke vil have dig i praktik. Mange virksomheder får hundredevis af mails om ugen, så der er altid en risiko for, de måske bare overser din ansøgning. Eller selvom du talte med dem fysisk eller i telefonen, kan det være, at de bare har haft travlt og har glemt dig.
Nogle gange skal virksomheden blot påmindes om at du gerne vil i praktik ved dem, for at få en aftale på plads. Det viser også virksomheden, at du meget gerne vil have praktikpladsen, hvilket er et plus.